Senior juleafslutning 2022

0
990

Mandag den 19. december 2022 blev seniorernes juleafslutning for 2022 afholdt og det var som vanligt et rigtig hyggeligt arrangement.

Omkring 25 medlemmer var mødt frem og som traditionen foreskriver havde Ib planlagt arrangementet til mindste detalje.

Vi startede med en ny form for sjov bordtennis, hvor der blev spillet double med mærkelige bat, grydelåg og lign. og hver gang Ibs båthorn lød, skulle man rykke en plads, så man hele tiden skiftede bord, bat og makker/modspiller. Det var et sjovt og hyggeligt indslag, hvor der blev grinet meget og hvor alle kunne være med, uanset niveau.

Hygge ved juleafslutningen for seniorer.

Efter spillet var der glögg – både med og uden alkohol, der var sodavand til dem der ikke ønskede glögg og herudover var der både æbleskiver og småkager. Traditionen tro var der underholdning i form af vittige indslag fra Ib, hvor vi alle blev klogere på (u)nyttig paratviden…vidste du fx godt, at elefanter ikke kan hoppe?
Vi spillede også banko i to versioner: Først skulle man have pladen fuld og bagefter handlede det om at have så få numre som muligt. Der var også gættekonkurrencer undervejs og selvfølgelig var der indkøbt gaver til vinderne. Undervejs blev det hele krydret med fællessang – både vores klubsang og julesange.

Undervejs benyttede bestyrelsen lejligheden til at komme med et kort input, hvor Torben og Lars efterlyste hænder til vores afholdelse af DM23 den 23.-26. marts 2023 (kom frisk – henvendelse til Pernille), samt specifik viden og ønske om sponsorater. Tak for de input der kom undervejs!

Alt i alt var det, igen i år, en virkelig hyggelig juleafslutning, med stor opbakning og et imponerende aldersspænd på ikke mindre end 66 år! Den yngste deltager var 19 år og den ældste var 85 år.

Til sidst skal lyde en stor tak til alle deltagere for opbakningen og den hjælp der blev ydet før og efter med klargøring, opvask osv. og tak til Navid for billedet. En endnu større tak skal lyde til Ib og Henna for det kæmpe stykke arbejde der ligger i at arrangere juleafslutningen. TAK!