60+

60+ bordtennis i Gladsaxe BTK
Med en overvældende vækst i seniorbordtennis, for 60+ aldersgruppen i hele Danmark, besluttede Gladsaxe BTK, i april 2017, at starte en 60+ afdeling, som har mulighed for at spille alle hverdage kl. 9-13 i klubbens lokaler. Herudover er 60+ også velkomne til seniortræningen onsdag aften.

Helt fra start har det været en overvældende succes med stor tilstrømning, masser af bordtennis og sociale aktiviteter. Der hygges og spilles på livet løs ved samtlige 12 borde. Alle kan være med og heldigvis er der mange både damer og herrer - med meget forskelligt niveau og teknikker...

Hvis du vil vide mere om klubbens 60+ aktiviteter kan du kontakte:
Kasserer: Ib Olsen tlf. 23 29 24 98: ibo@mail.tele.dk
Bestyrelsesmedlem: Gerd Lundquist, tlf. 42 83 11 43: gerd@lundqvist.biz.

Hvordan kommer du i gang
Kontakt Ib eller Gerd eller mød op en tirsdag, onsdag eller fredag kl. 10-13. Medbring indetøj, men du kan sagtens låne bat, og vi har bolde, så du kan egentlig bare møde op, for at se, om det er noget for dig.

60+ har sit eget talerør i Bordtennis Danmark
Som en konsekvens af den succes og integritet, der har præget 60+ bordtennis de senere år har BAT60+ netop fået sit eget talerør. Hjemmesiden er stedet hvor alle med interesse for 60+ bordtennis kan hente information og inspiration. Hovedformålet med hjemmesiden er, at promovere og understøtte det udadvendte foreningsarbejde og foreningsservice på mange niveauer.

Se de mange aktiviteter og nyheder på dette link: https://www.bat60.dk.

Trænerne
Få klubber har 60+ trænere til rådighed, men vi arbejder fortsat på at finde personer, som gerne vil påtage sig at dele trænerrollen. Et par stykker har heldigvis meldt sig til at hjælpe og vejlede, og er allerede meget behjælpelige hermed. Vi håber, at vi kan få uddannet flere trænere i de næste par år, så endnu flere kan få træning i det omfang, ønsket og behovet er der. Træningsmiljøet er trænerens vigtigste område og træneren agerer som en slags katalysator, der hele tiden opfylder trænings- og konkurrencebehovene og tilfører nye koncepter. Endvidere kan træneren være kontaktpersonen til omverdenen vedrørende træf, stævner o.l., altså også en slags koordinator i klubben.

Det bordtennistekniske
Man behøver ikke at have spillet før, og man må gerne have sin egen spillestil, når man starter som 60+’er i klubben. Ønsker man at blive bedre teknisk, er der altid andre, som kan ”lidt mere” og som gerne lærer fra sig. Bordtennis er ikke nogen teknisk nem sport, og derfor opfordrer vi alle – uanset niveau – til at arbejde med - og indøve det tekniske. Som 60+'er kan man have nogle skavanker eller indgroede vaner, som gør, at man ikke kan lære teknikken helt korrekt fra grunden, men vi ønsker at hjælpe alle med teknikindlæringen i størst muligt omfang. Bordtennisrobotten er en meget central del af tekniktræningen og perfekt til at indøve slag, eller ændre dårlige vaner, og vores robot anvendes heldigvis flittigt af 60+’erne.

Lidt om regler og retningslinjer for afvikling af kampe.
At spille kampe i bordtennis er sjovt, lærerigt, og hurtigt, men der er nogle basale regler, som man skal have styr på. Brug linket nedenfor til at få en indføring i de nødvendige regler, så det bliver en god og sjov oplevelse at spille kampe. God fornøjelse.